Lokalhistorisk Forening for Bevtoft og Tirslund sogne

Fortælling om at vokse op i stor familie i Bevtoft i 50erne og 60erne

Af Ruth Roust

Mit navn er Ruth Roust. På opfordring af Edel Andresen fra bestyrelsen af Årsskriftet i Bevtoft ( har haft fornøjelsen at tilbringe nu to gange højskole på Kalvø sammen med Edel og hendes mand) vil jeg forlælle, hvordan det var at vokse op i en stor familie i Bevtoft i 5Oerne og 60erne. Det er noget af en udfordring at få en opgave som denne, men jeg har længe tænkt, at det kunne være sjovt for mine børnebørn at høre om min barndom, jeg fortæller tit om alle vores sjove oplevelser dengang, jo ældre man bliver, jo oftere tænker man tilbage. Alt var helt anderledes, der var for det første mange flere mennesker på gårdene dengang, der var liv og glade dage ude på landet.

Mine forældre var Anne Marie kaldet Musse og Hein Heinsen på Ny Møllegård. Møllegården er et historisk sted, engang ejet af Hans Krüger der sad i Stænderforsamlingen og gjorde et stort arbejde for at få Sønderjylland tilbage til Danmark i tiden før 1920. Det er en spændende historie, der er værd at læse om. På Folkehjem her i Aabenraa hænger der et maleri af Hans Krüger. Gården blev senere opdelt, til de husmandsteder der lå ude ved skoven og den gård min far købte.Vi flyttede fra Skrydstrup til Bevtoft i 1951. Jægergården blev eksproprieret, da flyvestationen skulle bruge arealet til udvidelse, min far syntes han var en heldig mand, at gården i Bevtoft var til salg lige på det tidspunkt.

Ny Møllegård

Min far kom til Brendstrup på cykelfra Flensborg da han var 17 år. Der var familie, der kunne bruge den unge mands kræfter. Livet på landet var han så glad for og erfaringen kom med alt arbejdet.

Efter nogle år havde han en gård i forpagtning i Arnum. Mine forældre blev gift i 1938 i Agerskov kirke. Desværre brændte den gamle stråtækte gård ned til grunden da mine to storebrødre var ganske små. Det var en meget slem oplevelse for dem og alt hvad de ejede var væk. De måtte begyndte helt forfra.

Min far var født i 1905, som nr. 5 i en børneflok på 9. Min farmor var enke fra hun var 38 med 9 børn. Min farfar døde ung af astma, de var begge danske, min farfar arbejdede ved post og telegraf i Flensborg.

Ældste søn døde i Berlin efter transport i kreaturvogne gennem Tyskland til krigstjeneste i 1. verdenskrig. Min far droppede ud af gymnasiet, han ville ikke gå i skole, hans interesse var dyr. Han opholdt sig meget på havnen i Flensborg, hvor der var mange heste til arbejdet med at laste og losse skibe. Efter mange diskussioner med sin mor fik han så lov til at cykle til Brændstrup ved Rødding i Danmark. Der var familie, der kunne bruge hans arbejdskraft.

Vi har hørt mange historier som børn om, hvordan det var at leve 10 mennesker på en enkepension. Det var nærmest på sultegrænsen, der var ikke meget at gøre godt med, hovedbestanddelen i den daglige kost var kålrabi, dem blev der spist mange af i det hjem. Hele flokken tænkte kun på at få uddannelse og komme til at tjene til livets ophold. Tre drenge læste teologi på Københavns universitet og tre piger blev sygeplejersker, alle i Danmark, en i Haderslev og to i Sønderborg. Min far var den eneste, der tjente penge. De var gode til at hjælpe hinanden. Den yngste farbror blev skorstensfejermester i Hundlosen ved Bremen i Tyskland. Der var et fantastisk sammenhold i den familie.

Min mors familie var fra Rangstrup, der var seks søskende på et lille husmandssted. Morfar Anton Petersen var 4 år i 1. Verdenskrig. Han var heldig at være 40 år, og for gammel til at blive sendt til fronten. Han kom godt hjem igen uden store ar på sjælen. Der var 3 drenge og tre piger i familien og den gamle kone der havde solgt dem gården, det var med i købsaftalen. Hun skulle blive i sit hjem og være på aftægt hos familien. Hun blev 96 år gammel. Min mor gik kun 2 år i tysk skole. Hun var meget godt tilfreds med at slippe for de tyske lærere, da Sønderjylland igen blev dansk. Mor og en søster tog til København som ganske unge for at arbejde på missionshotel, man skulle jo nødig finde sig en bondekarl. Søstrene tjente sig penge til et ophold på Luthersk missionsk højskole i Hillerød. Her traf mine forældre hinanden. Mors to søstre havde henholdsvis skrædderi, hvor der blev syet de flotteste rober til fine damer fra hele landet og den anden havde fodklinik i samme hus i Toftlund. Samtidig havde de mine bedsteforældre boende. Drengene i den familie emigrerede til Sverige og Canada i 50erne. En bror blev tilbage i Vinderup ved Limfjorden.

Jeg og min yngre bror, de sidste i rækken af seks børn er født i Over Jerstal - jeg i 1949 og bror i 51. Erna Holm som også har skrevet historie om sin familie her i Årsskriftet var ung pige hos os, da vi kom til Bevtoft. Jeg husker tydeligt den søde pige. Der var nok at se til med 6 børn i alle aldre, karle og piger. Der skulle meget mad på bordet i den såkaldte borgestue, der var sjældent under 10 personer omkring spisebordet.

Vi var heldige at have en meget dygtig mor, det var helt utroligt, hvad hun kunne. Hun havde lært meget i København. Hun havde også været tjenestepige hos en fiskegrosserer i hovedstaden. Hun kunne have mange jern i ilden på samme tid. Det var noget ganske andet at være husmor på den tid, alt skulle laves i hånden. Der fandtes ingen fryser eller køleskab, for ikke at tale om vaskemaskine. Jeg husker tydeligt, hvor stort et arbejde det var at slagte en gris, der var arbejde i flere dage. Det der ikke kom i saltkarret eller rygeovnen skulle tilberedes. I kælderen var der hylder fra loft til gulv med henkogningsglas med frikadeller, koteletter, leverpostej og mange andre gode sager. Der var glas med syltetøj og flasker med saft af alle slags frugt, på gulvet stod brune krukker med stege der var stegt og lagt under fedt. Mor kunne brygge øl og lave spegepølser. Hun havde altid flere hundrede høns, der med æg næsten kunne betale købmandsregningen. Hvert forår fik vi 100 gæslinger, de var små gule dunklumper, og blev anbragt under en stor el varmetingest. Vi nød at passe dem og senere lære dem at gå i gåsegang ned til åen og senere at gå hjem igen, de skulle gerne betale julegaverne. Mor havde en tøndeland køkkenhave, der kunne holde os ved grøntsager, bær og asparges hele året. Prydhaven var hendes store interesse med store stauder og rosenbede. Tjansen med at passe de nyfødte kalve og gøre rent i malkerummet var også hendes. Mor syede alt vores tøj, tit var hun i Toftlund for at få klippet kjoler hos moster, der havde skrædderi. Hun arbejdede efter et nøje skema fra morgen til aften. Der var system i alt, hvad hun foretog sig, ellers var det fysisk umuligt at nå alt.

Når der skulle vaskes storvask var der ild under gruekedlen i kælderen. Aftenen inden kom Jens cykelsmed med et skrummel af en maskine, man kunne leje, den kunne kun skvulpe det kogte vasketøj rundt, derefter skulle hvert stykke tøj gennem to valser, der trykkede vandet fra, derfra tilbage i store zinkbaljer for at blive skyllet, igen gik det gennem valsen og derfra ud på den lange snor på engen. På loftet stod en koldrulle, hvor sengetøj og duge blev helt glatte og fine, når de var kørt frem og tilbage mange gange af os piger. Strygetøjet var noget mor fik gjort langt ud på aftenen.

Min far spillede harmonika, han elskede at synge, husker ham sidde på trappen til loftet og synge "Jeg er en simpel bondemand". Han var så glad for at være sin egen arbejdsgiver. Da den første traktor blev købt midt i 5Oerne var der jubel, mine to store brødre Bent og Peter var i den grad til maskiner frem for heste. Den grå Ferguson gjorde den helt store forskel i arbejdet på gården.

Vores nabo på Hjartbrovej var Thea og Hans Peter, deres datter Dagny var min veninde fra vi var ganske små. Der var en storebror Christian. I det hjem levede jeg det halve af min barndom. Her var godt at være og vi var meget alene med Hans Peter i weekenderne. Vi var med på cyklen langt omkring, da vi var små. Vi var også med på skovarbejde for at hente brænde til kakkelovnen i Hjartbro skov. Det var noget af det bedste, vi var udstyret med saft og madpakker. Thea var tit ude som kogekone på de store gårde, forberedelserne kunne tage flere dage. Husker Thea med en stor hjemmelavet kasse bag på cyklen indeholdende en kæmpe kaffekande, opøseskeer, skarpe knive og karklude. Dagny og jeg mødtes på Agerskov Kro til en skolekomsammen for år tilbage og genoptog vores venskab. Det sætter vi begge meget pris på. Vi bliver aldrig trætte af at snakke om folk i Bevtoft.

Mange børn i Bevtoft kendte min far. Der blev holdt søndagsskole i vores stuer. Der var ikke meget underholdning for børn dengang. Hvert år blev gulvtæppet rullet sammen i spisestuen og der blev holdt juletræsfest 3. juledag med sange, leg og godteposer for rigtig mange børn. Vi havde også den store fornøjelse at komme på sommerlejr i søndagsskoleregi. Den gik til Phillipsborg eller Solbakken ved stranden i Sønder Vilstrup. Fantastisk oplevelse for bondebørn som os.

Kirkegang, daglige læsninger i almanakken og bordbøn var en selvfølge i vores hjem.

Familien Heinsen

Mine forældre var helt utrolig gæstfrie. Der var rigtig mange gæster hele året, der var højt til loftet og de havde store resurser til alle slags mennesker. Den store familie var trods lange afstande på besøg mindst en gang om året. Mine tre præstefarbrødre kom på sommerferie hos os med hele familien, det var en dejlig oplevelse at vi børn kunne sove i telt i haven og lege ude til sent om aftenen. Vi spiste alt hvad der var af ærter og jordbær i mors køkkenhave. De havde bil, så en gang imellem kom vi til Genner strand for at bade, det var det bedste. Mine tre fastre kom hvert år til høst. De nød at iføre sig skåneærmer og hjælpe til med at skokke negene på marken. De boede i gæsteværelset hen over loftet. De kom af og til i store diskussioner, så kunne man høre høj tale på tysk fra gæsteværelset.

Når der var gæster blev der dækket op i spisestuen og mor havde det hvide stivede forklæde på. Så blev der serveret. Der kom det dejligste mad på bordet, hanekyllinger på menuen, tit i asparges. Købmand Jensen kom med æggekassen, der nu var fuld af varer i stedet for æg. Bageren kom til døren og fiskemanden i sin lille brune bil.

En særlig gæst, der var hos os flere gange om ugen, var den gamle købmand Andersen. Han boede lige over for præstegårdshaven i det røde hus. Andersen havde skader på sin psyke efter en frygtelig behandling, man dengang gav patienterne på psykiatrisk sygehus i Augustenborg. Han havde svært ved at klare sig selv, så min far var udpeget af sønnen som formynder. Underligt nok blev Andersen aldrig vred på far, selv når han i sidste øjeblik afværgede et par handelsfolk i al køre væk med et flot chatol. Der var rigtig mange tråde, der skulle redes ud, for når han var i højt humør tog han rutebilen til Haderslev og købte vilde ting, som far efterfølgende sendte tilbage.

Andersen var den første, der havde fjernsyn i byen. Det var herligt at se Robin Hood på den lille sort hvide skærm. Vi var tit mange børn, der sad på gulvet foran skærmen, medens Andersen lå på sofaen. For det meste skulle vi have overtøj på, for han glemte at lægge træ i fyret, nogen gange var der minusgrader. Sønnen Frede Andersen og hans kone Hanne var så søde at invitere mig på ferie til deres lystgård i Tisvilde i Nordsjælland. Det var en helt særlig oplevelse for mig. Jeg var der flere år i træk.

Dengang kunne børn rejse gratis til København. Det var jeg flere gange. Det var så interessant at komme på besøg hos faster Grethe og farmor i Teglværksgade. Grethe var altid frisk til museums besøg eller en tur til Sverige. Min søster Karin var også i København, her var vi også et par dage på besøg i sommerferien. Det var super spændende i den store by.

Min skolegang er hurtig fortalt, jeg husker ikke så meget fra de første år. Der var stor udskiftning af lærere og mange vikarer. Vi var to årgange i et rum i de første to år. Jeg husker da Lærer Friis kom til og overtog ledelsen. Vi havde lærer Madsen de første år. Han må have været meget gammel, for en morgen havde han skåret sig på barberkniven flere steder i ansigtet. Der var sat en lap på som plaster af 00 toiletpapir. Uheldigvis havde han også fået selerne i underbukserne, de sad nu under hagen og bukserne ved knæene. Han blev meget vred, da vi spruttede af grin. Lærer Sørensen var vores dansklærer, Andersen havde vi til historie, Hansen til regning og en vikar, Olsen, som var en ældre lærer, der tog en tørn i Bevtoft efter sin pensionering. Jeg husker, at der var flere, der kunne give en lussing så hele hånden sad på kinden. Det blev jeg meget oprørt over og gik straks hjem og fortalte det til min far. Han fik besked om at påtale det i skolekommissionen. Tror ikke han sagde noget, det var jo tilladt dengang. Jeg fik en reprimande af lærer Friis efter en meget dårlig oplæsning i en tysktime. Han mente nok, at jeg burde kunne noget tysk, når min far var kyndig ud i det sprog. Min storebror Peter, som overtog gården efter far, var altid flink til at hjælpe Gudmund og jeg med de trælse regneopgaver. Vi gik til præst hos pastor Siersbæk, det var jeg fint tilfreds med, jeg kendte ham godt, og kom meget ipræstegården hos pigerne der. Karen Siersbæk gik i gymnasiet i Haderslev, medens jeg var elev på det gamle Amtssygehus lige over for amtmandens bolig, hvor Karen skulle passe det store hus og gå i gymnasiet. Da Karen mange år senere var præst på Samsø, var jeg i kirke og vi fik en hyggelig snak.

En sommer, da bror Bent var blevet udlært som murer og hidkaldt for at bygge ny stald til grise var vi alle nødt til at hjælpe til. Det var hårdt arbejde og armene blev lange af den tunge trillebør fyldt med mørtel fra blandemaskinen, der skulle balanceres op af et bræt og ind til Bent muremand. Bent havde lært murerfaget hos Sandholt. Vi skulle også hjælpe far, for bror Peter var samtidig på højskole.

Efter 7. klasse var vi en flok, der cyklede til Toftlund realskole i 8. klasse, Jørgen Høker, Hermann smed, Henry, Peter Holm, Dagny og jeg. Vi kom alle i samme klasse, sammen med den gamle klasse fra Toftlund. Det var en god oplevelse, her var rigtig gode lærere, frøken Blume var rystet over vores formskrift, det syntes hun ikke om. Hun var bare en god, meget erfaren lærer, man havde respekt for. Der var 10 km på en gammel cykel i al slags vejr, det var temmelig drøjt i regnvejr, i december og januar forbarmede kommunen sig over os og vi blev kørt i den ældgamle bus af Frits Bahr.

I 8. og 9. klasser skulle man i erhvervspraktik. Hvordan jeg havnede på Christensens konfektionsfabrik ved jeg da ikke, men den uge på kontor fik aldrig ende. Det var dødkedeligt. I 9. klasse var jeg henne på plejehjemmet hos fru Petersen. Hun var en energisk og dygtig kvinde. Jeg var i køkkenet i gang med at skrabe dejen ud af den store røremaskine, da hun kom forbi i sygeplejeuniform med insulinsprøjterne i en kapsel. Hun satte tingene, hun havde i hånden, vaskede hænder, viste mig, hvordan man lynhurtigt slår 20 fransk brød op på få minutter. Hun kom hen på skolen da vi havde afslutning efter 9. for at spørge om jeg ikke ville komme hen og fortsætte i køkkenet. Det kunne jeg desværre ikke, for min søster Helga var lige rejst til Schweiz som ung pige i huset i Basel og det var jeg også på vej til. Problemet var, at for at kunne få indrejse og opholdstilladelse skulle man have en ren straffeattest. Det var ikke let, for jeg var kun 16 år. Min fætter Oluf fra Toftlund var lige blevet student, han vidste at man kan få en vandelsattest hos præsten. Det lå jo lige til højrebenet at spørge pastor Siersbæk om han kunne lave den til mig. Det kunne han og fremmedpolitiet godtog den straks, så midt i høsten kørte min bror Peter mig til Vojens og afsted til Basel gik det. Damen, der sad i lugen på banegården i Vojens tog betaling for sovevogn. Det betød, at der var sølle 5 danske kroner i min pung. Heldigt sad jeg i kupe med søde mennesker, der gav mig lidt mad. Det var en fantastisk tid i Schweiz. Jeg var hos et ægtepar, hvor hun var dansk journalist og herren i huset var fransk. Jeg fik lært at lave fransk mad og holde styr på, hvornår rødvinen skulle hentes op fra vinkælderen til dækketøjsskabet i spisestuen. I weekenderne var vi på tur i bjergene, om sommeren på vandreture og om vinteren på ski. Jeg troede mit tyske var ret godt, jeg var ikke klar over, at der blev talt en dialekt, der var langt fra det almindelige tyske sprog. Min søster Helga traf en sød ung schweizer. Han var med os hjemme i julen og svoger Albert er stadig i Danmark. Han lærte at tale sønderjysk til stor moro for os. 1968 var jeg på højskole i Fårevejle, her kunne man forberede sig på sygeplejeuddannelsen. Det var en forskole. Jeg var først 6 måneder i køkkenet, hvor jeg lavede mad til det hold, der var før mig. I august startede jeg på Sønderborg sygeplejeskole. Færdiguddannet i 1971 . Vi har oplevet en meget stor udvikling i vores fag. Det har været fantastisk spændende. Jeg har altid arbejdet som operationssygeplejerske. Hvis jeg fik chancen, gjorde jeg det samme igen. Jeg blev gift med Peter Jan Roust fra Odense i Bevtoft kirke i 71 lige efter afslutningen af min uddannelse. Jeg fik ansættelse på Odense sygehus, men man kunne kun få lejlighed gennem sygehuset, hvis man var gift. Det hele blev arrangeret med en dejlig bryllups fest på Tørning kro. Min mand læste på handelsskolen i de år. Han har været regnskabschef i mange forskellige firmaer. Det var spændende at arbejde på Odense sygehus, men vi besluttede at flytte til Aabenraa til familie og venner i 1973. Bror Bent byggede vores hus i 1976, her bor vi stadig. Vores tre børn er for længst rejst hjemmefra.

De tre piger i Heinsen-familien, Karin, Ruth og Helga.